This post is available in:
Dansk 
English 
Español
Version 2.51, den 12.05.2015
Hvis man vil løse det mysterium, så må man først opdage eller gøre sig klart at man enten kan lade intellektet skabe ideer om spørgsmålet eller lade følelserne respondere på spørgsmålet. Det er vigtigt at forstå at vores intellekt kan rode sig ud i ubegrænsede mængder af spin – selvbedrag – luftkasteller – eller forestillingsverdener, så vores eneste chance for for alvor at forstå noget, som f.eks. os selv, livet og døden, Skaberen og universet osv., det er ved at blive i stand til at føle hvad der er godt og rigtigt. At kunne mærke om noget føles godt og rigtigt, er den eneste måde vi for alvor kan afgøre om noget er godt og rigtigt. Tingene skal selvfølgelig også hænge sammen rent logisk, men det er jo også tit vores følelser – eller fornemmelser – der fortæller os hvis der er noget der ikke hænger sammen – rent logisk eller faktuelt. Man kan også sige at vores følelser er det ‘lakmuspapir’ der kan fortælle os om en ide eller en påstand er sand, delvis sand eller helt usand. Men det kan godt være nødvendigt at bruge en hel del tid og energi på at opdage ubevidste dømmende og fastlåsende forestillinger – dvs. spin – selvbedrag – eller misforståelser – også kaldet domme – som begrænser eller står i vejen for vores evne til at lytte til vores følelser. Men hvis man er i stand til at være oprigtig overfor sig selv og ens følelser, så vil man efterhånden blive i stand til at opdage og slippe de ubevidste domme – eller mentale begrænsninger – og så kan ens følelser efterhånden udtrykke mere og mere klare svar og responser på ens spørgsmål, ideer, problemer og dilemmaer.
Hvis man så spørger sig selv og ens følelser om det er skaberens intention at der skal eksistere aldring, sygdomme, smerte og død, så vil man kunne mærke at det er det selvfølgelig ikke! Til gengæld vil man så komme i kontakt med en masse indre konflikter mellem modsatrettede domme og dertil hørende smerte, opgivenhed, angst, vrede, tvivl, forvirring osv., som man må forløse for at komme videre.
Men i virkeligheden er det svar jo ret indlysende – også rent logisk. En kærlig og intelligent skaber vil jo ikke forsøge at tvinge os til noget som vi ikke synes føles godt og rigtigt! Og jeg synes altså ikke at aldring, sygdomme, smerte og død føles godt og rigtigt. Tværtimod! Og derfor har jeg for mange år siden valgt at dedikere mit liv til at finde ud af hvorfor disse ting så eksisterer alligevel, for derved at kunne arbejde bevidst på at afskaffe dem en gang for alle.
Noget af det som Jesus Kristus er mest kendt for er netop at helbrede syge, også mennesker som vore dages læger ville have opgivet! Her tænker jeg ikke mindst på at Jesus, ifølge Bibelen, genoplivede de døde! F.eks. står der i Johannes evangeliet kapitel 11, at han genoplivede sin ven Lazarus, der havde været død i 4 dage! Ifølge Johannes evangeliet var det paradoksalt nok også “den dråbe” der fik de jødiske ypperstepræster til at beslutte at slå Jesus ihjel for at de selv kunne bevare deres magt over folket… Det ‘skriger til himlen’. Så hvis det ikke er nok til at vække menneskeheden op til dåd fra den ‘tornerosesøvn’ hvor de fleste tilsyneladende har opgivet at forstå sig selv og livet, døden og skaberen i en sådan grad at vi kan afskaffe aldring, sygdomme, smerte og død, så ved jeg ikke hvad der skal til. Jesus befaler ligefrem sine disciple: “Helbred syge, opvæk døde, rens spedalske, uddriv onde ånder!” (Mattæus kap.10, v.8). Ifølge Mattæus kap.9,v.18-26 og Markus kap.5,v.22-24+35-43 og Lukas kap.8,v.41-42+49-56 oprejste han også en synagogeforstanders datter fra de døde. Og ifølge Lukas kap.7,v.11-15 genoplivede han en enkes eneste søn.
Min hidtidige erfaring med at forsøge at forstå mig selv, livet, døden og skaberen er, at det først og fremmest er en erkendelses- og forløsnings-proces med 2 primære aspekter:
-
At erkende og slippe dømmende misforståelser, også kaldet domme.
-
At lade fornægtede, misforståede følelser og livskræfter bevæge sig, udtrykke sig, forløses, forandre sig, ekspandere og forvandle sig fra noget “negativt” og ubehageligt eller smertefuldt til noget positivt og behageligt og kraftfuldt.
Dette er nærmere beskrevet og forklaret i min tekst Transformationen – om menneskehedens situation og muligheder her på mit website.
Hvis vi og universet er skabt af en både kærlig og intelligent skaber, så er vi og universet selvfølgelig også skabt på en måde så vi er i stand til at opnå at forstå alt hvad vi virkelig ønsker at forstå, ved at erkende og forløse de ubevidste domme, som står i vejen for at modtage svar gennem vores indre intuitive direkte forbindelse til Gud Faderen og Gud Moderen.
Med andre ord: Hvordan skulle vi kunne eksistere, hvis der ikke er en skaber (eller 2), og hvordan skulle vi kunne have bevidsthed, tanker, følelser, ønsker, intentioner, moral, intelligens osv., hvis ikke netop vi er blevet skabt af kærlige og intelligente væsener, der har alle de samme egenskaber og aspekter? – Og alle de samme problemer! Og hvorfor skulle der eksistere både mænd og kvinder hvis der ikke er både en Gud Fader og en Gud Moder? Det hænger ikke logisk sammen, og det føles ikke rigtigt. Hvordan skulle der overhovedet kunne eksistere et univers, hvis der ikke var en skaber (eller 2)? Man plejer at sige at “intet kommer af intet” og fysikkens love siger ca. det samme, bare med nogle andre ord, så hvordan skulle et helt univers kunne opstå helt af sig selv – helt tilfældigt, og uden at der er en skaber der har nogle intentioner med det? Det virker ikke gennemtænkt. Det føles ikke rigtigt. Det giver i hvert fald ikke mening i min bevidsthed og mine følelser.
Mange af fysikkens og naturvidenskabens største og mest nyskabende hjerner var 100% overbeviste om at der er en skaber. For Albert Einstein var det nærmest meningsløst at forsøge at opdage naturens love uden samtidig at forsøge at føle og forstå den bagvedliggende skaber. I sin berømte artikel “Religion and Science” i New York Times Magazine i 1930 sagde han f.eks.: “Den kosmiske religiøse følelse er det stærkeste og ædleste motiv for naturvidenskabelig forskning.” Begrebet “den kosmiske religiøse følelse” går igen 5 gange i artiklen. Han sagde sågar i samme artikel: “En nulevende har sagt, ikke uretmæssigt, at i denne materialistiske tidsalder er de seriøse videnskabsfolk de eneste dybt religiøse mennesker.”
En bankmand fra Colorado, M. Schayer, skrev til ham i 1927 at 24 andre nobelpristagere allerede havde svaret ham på hans spørgsmål, om de troede på Gud. Einstein skrev tilbage: “Min religiøsitet består af en ydmyg beundring af den uendelig højerestående ånd, som afslører sig selv i det lidt, vi kan begribe om den fysiske verden. Denne dybt emotionelle overbevisning om tilstedeværelsen af en overlegen fornuftsmagt, som giver sig til kende i det ufattelige univers, udgør min forestilling om Gud.” (se Dukas og Hoffmann, 1979, side 66 eller Albert Einstein Archives 48-380)
Einstein har også udtalt sig om Bibelen og Jesus Kristus. I 1929 blev han interviewet af en George Sylvester Viereck, hvor der bl.a. blev sagt:
Viereck: “I hvilken udstrækning er De påvirket af kristendommen?” Einstein: “Som barn fik jeg undervisning i både Bibelen og Talmud. Jeg er en jøde, men jeg er fascineret af nazaræerens lysende skikkelse.”
Viereck: “De accepterer Jesus’ historiske eksistens?” Einstein: “Uden nogen tvivl! Ingen kan læse evangelierne uden at føle Jesu faktiske tilstedeværelse. Hans personlighed pulserer i hvert eneste ord. Ingen myte er fyldt med et sådant liv.”
Hvis man rent hypotetisk antager at der ikke er nogen skaber, så må alting jo være tilfældigheder, og så er det et rent held at liv er opstået og stadig eksisterer, og så vil alting jo før eller siden bryde sammen og gå til grunde i kaos og smerte. Og det føles bare ikke rigtigt for mig. Det giver ikke mening. Det er nærmest en irrelevant hypotese. For hvis alting er tilfældigt og vi alligevel vil gå til grunde før eller siden, så er der jo ikke noget der for alvor vil lykkes for os nogen sinde. Så er livet dybest set en uafbrudt kamp mod en ubønhørlig stadigt stigende entropi – fysikkens betegnelse for uorden eller det at alting hele tiden nedbrydes – eller smuldrer – eller afkøles, og så er der jo ikke rigtig nogen løsning på alle vores problemer.
Nogen vil måske sige: “Jamen hvis der er 2 kærlige og intelligente skabere – Gud Faderen og Gud Moderen – hvorfor er der så så megen lidelse og så mange problemer i verden?” Svaret på det er i princippet enkelt: Vi er alle blevet givet den frie vilje af Gud Faderen og Gud Moderen, så de kan ikke tvinge os til at ønske at forstå os selv og vores situation, selvom det er en nødvendighed, for at overleve i længden… Så den primære årsag til alle vores problemer, inklusive dem som de fleste tilsyneladende har opgivet at løse, som f.eks. eksistensen af aldring og død-hukommelsestab-reinkarnation, er meget kort fortalt at vi ikke har villet erkende og slippe vores dømmende og fastlåsende misforståelser, og på den måde komme i kontakt med Gud Faderen og Gud Moderen gennem vores følelser – vores intuition. Man kan også sige det på den måde at Gud Faderen og Gud Moderen har valgt at lade os lære gennem erfaring, fordi det er den eneste måde man virkelig kan lære eller forstå noget.
Nogen vil måske alligevel sige: “Jeg tror ikke på Gud eller en skaber eller Gud Faderen og Gud Moderen.” Nej…, men det ændrer ikke på at alle der ønsker at eksistere, er børn af, eller på anden måde udsprunget af, Gud Faderen og Gud Moderen, hvad enten de vil kendes ved dem eller ej. Men i modsætning til vores biologiske forældre, så kan man altså ikke overleve i længden, hvis man ikke ønsker at have kontakt med Gud Faderen og Gud Moderen – vores sande forældre. Det er deres univers, så de har selvfølgelig ‘førsteret’ til at være her.
Nogen vil måske sige: “Jeg tror ikke på reinkarnation!” – Nej, men hvis man virkelig ønsker at forstå sig selv (og livet og døden, Gud og universet osv.), så vil man før eller siden komme i kontakt med erindringer fra tidligere liv. Man kan ikke forstå sig selv og sin nutid og fremtid uden at forstå sin fortid og oprindelse, så det eneste man opnår ved at afvise reinkarnation er at være ude af stand til for alvor at forstå de ubevidst mekanismer der skaber alle problemer og begrænsninger i ens nuværende liv – det som også kaldes karma, og som reelt skyldes vores ubevidste dømmende misforståelser. Mange mennesker har, som f.eks. Shirley MacLaine – “Dansen i lyset”, skrevet bøger o.l. om hvordan det at huske tidligere liv løser problemer og begrænsninger i det nuværende liv, fordi man pludselig kan forstå alting i et større perspektiv og genvinde kræfter som er blokeret af de domme man ubevidst har skabt i forbindelse med traumer i tidligere liv. Jeg kan også citere det jeg skriver i min tekst Transformationen – om menneskehedens situation og muligheder
“Endelig kan jeg lige tilføje at eksistensen af reinkarnation faktisk er videnskabeligt bevist af den fornyligt afdøde professor Ian Stevenson. Se f.eks. Nyt Aspekt (januar 2001) “Reinkarnation bevist” eller søg på Internettet. Han har samlet over 3000 eksempler på personer, som kan huske tidligere liv. Deraf har han udvalgt 255 små børn, som begyndte at fortælle om deres forrige inkarnation lige så snart de havde lært at tale. Dem har han så undersøgt nærmere og udgivet resultaterne i en videnskabelig afhandling. I alle disse sager har det vist sig at den person barnet beskriver har eksisteret, og barnet vidste ting om den afdøde, som det umuligt har kunnet vide på anden måde.”
Jeg taler også om disse ting i flg. tekster: Hvem vi er i et større perspektiv – “Et menneske uden fortid er et menneske uden fremtid” og Reinkarnation er videnskabeligt bevist og min kommentar til Ole Skjerbæk Madsen
Nogen vil måske endda sige at det er meningen at vi skal blive ved med at dø og reinkarnere, men hvis det var en kærlig og intelligent skabers intention at vi skal dø og reinkarnere i en uendelighed, så ville vi selvfølgelig kunne huske alle vores tidligere inkarnationer som var det i går. Hukommelsestab er derimod resultatet af traumatiske oplevelser, så det at dø og reinkarnere er åbenbart en ret traumatisk oplevelse for de fleste. Og det ville en kærlig og intelligent skaber selvfølgelig ikke ønske eller beslutte at vi skal udsættes for igen og igen. Så igen er konklusionen lidt indlysende: Eksistensen af aldring og død osv. skyldes at der er noget vi endnu ikke har forstået – noget vi har misforstået.
At dø og reinkarnere igen og igen, sådan som vi har gjort det i lang tid, det er lidt ligesom en gammeldags LP-plade, hvor der er et hak, så den kører i den samme rille igen og igen. Ligesom at rillen bliver dybere og dybere, og sværere og sværere at komme op af, så bliver det også sværere og sværere for os at kunne se eller føle at det selvfølgelig ikke er meningen at vi skal blive ved med at dø og reinkarnere i al evighed.
Når nogen siger til mig: “Jeg tror ikke på Gud” eller “Jeg tror ikke på reinkarnation” eller “Vi skal jo alle dø” eller lignende, så føler jeg tit at de i virkeligheden siger noget i retning af: “Jeg orker ikke at forsøge at forstå mig selv og Gud osv.” eller “Jeg orker ikke at tage ansvar for mig selv og mine fejl og misforståelser.” Problemet er bare at det i et større perspektiv er en åndelig selvmords-strategi. Så det kan du og din sjæl ikke overleve i længden.
Min tekst Transformationen – om menneskehedens situation og muligheder her på mit website indeholder den bedste – og eneste – forklaring jeg har kunnet finde på hvorfor der eksisterer aldring, sygdomme, smerte, død-hukommelsestab-reinkarnation osv., og mit bud på hvordan vi skal afskaffe det en gang for alle, og hvorfor disse ting har eksisteret i så mange år uden at vi har kunnet finde ud af hvorfor. Men hvis du har en anden teori, fornemmelse eller oplevelse, så er du selvfølgelig velkommen til at komme frem med den i nedenstående kommentar-felt eller sende mig et mail – se øverst på siden.
Afslutningsvis vil jeg lige nævne at vi hverken kan undvære intellektet eller følelserne, for det er intellektet der stiller spørgsmål og kommer med nye ideer, så uden det ville vi ‘køre i tomgang’ og gå i stå, og derfor også gå til grunde.
Kærlig hilsen
Henrik Rosenø