This post is available in:
Dansk
Du kan læse den artikel af Ole Skjerbæk Madsen, som jeg kommenterer nedenfor her: Jeg føler ikke behov for reinkarnation
Den 14.9.2013:
Nedenstående kommentar publicerede jeg oprindelig den 26. marts 2008, men nu har jeg lige opdaget at den var blevet slettet.
I denne kommentar forsøger jeg at forklare hvordan min tekst Transformationen giver en ny og mere hel forståelse af emner som reinkarnation og (gen)opstandelse:
Kære Ole Skjerbæk Madsen
Angående dit blogindlæg (som oprindelig hed “Opstandelse og reinkarnation”):
For at få en mere hel forståelse af disse emner, bliver man nødt til at læse og forstå min tekst Transformationen – om menneskehedens situation og muligheder, som du selv læste for 1-2 uger siden (marts 2008) og fandt “meget interessant” og “en fornøjelse at læse”.
I lyset af min tekst har jeg følgende kommentarer:
Kun tabte fragmenter kan tillade sig den “luksus” “bare” at ældes og dø, og på den måde overlade ansvaret for genopstandelsen – transformationen – og opnåelse af evigt liv, til andre.
Ophavsfragmenter som jeg selv kan ikke opnå genopstandelsen til det evige liv gennem aldring-sygdom-smerte-død. Den proces som vi kalder at dø, er en fragmentationsproces, hvor intellektet/ånden/det maskuline og følelserne/livskræfterne/det feminine bliver skilt fra hinanden. Ånden/det maskuline bevæger sig op i de åndelige dimensioner, men følelserne/det feminine er bundet til de fysiske dimensioner, og ingen af “parterne” kan for alvor komme videre før de igen bliver bragt sammen i en ny krop, i det som kaldes at reinkarnere. Begge parter – ånd og vilje – er så at sige stort set handlingslammede indtil de igen bliver bragt sammen i en ny krop, som jeg forklarer det i min ovennævnte tekst.
Derfor er alle ophavsfragmenter – selv Jesus – nødt til at reinkarnere, indtil vi har forstået at vores sjæle er fragmenterede, og at vi bliver nødt til at defragmentere – at hele – transformere, for at overleve og opnå det evige liv, som jeg også forklarer i min tekst.
Du skriver: “Vi skal alle forvandles!”
JA! Det er helt korrekt! Men det kan kun ske gennem den transformation som jeg beskriver i min tekst. Jeg kunne på sin vis godt have kaldt teksten for “Genopstandelsen”, men jeg ønsker at teksten ikke kun skal appellere til mennesker som opfatter sig selv som kristne.
Du skriver desuden:
“I alt fald skrev regressionsterapeut Steen Krarup i et brev til Nyt Aspekt (maj 1995), at terapeuter af enhver slags desværre ofte forvrænger deres klienters verdensopfattelse, og han fortsætter: “Når en klient i et terapiforløb oplever tidligere liv, kunne det så ikke lige så vel være et traumatiseret sinds forsøg på at løse en kritisk situation i nuværende liv, måske i forhold til forældrene – og sindet kan så vælge at distancere sig fra det konkrete ved hjælp af fantasi eller ønsketænkning ved fx at opleve noget, der tyder på tidligere liv.” “
Hvis en terapeut forsøger at bortforklare en klients erindringer fra tidligere liv ved at fortolke det som noget andet, så forvrænger terapeuten netop klientens verdensopfattelse og griber forstyrrende og destruktivt ind i den terapeutiske proces. Det er et godt eksempel på det problem at en terapeut lader sine egne begrænsninger og misforståelser gribe ind i klientens indre proces, og på den måde risikerer terapeuten at gøre mere skade end gavn.
Når man kommer i kontakt med erindringer fra et tidligere liv, så er det hverken en “distanceren” eller “ønsketænkning”. Tværtimod er det en måde at trænge dybere ned i hvorfor man har de adfærds- og tanke-mønstre som man har nu. Det kan godt være ubehageligt at genopdage eller genopleve gamle mønstre eller traumatiske oplevelser fra tidligere liv. Det kan jeg personligt bevidne. Men jeg ville nødigt være foruden disse genopdagelser, for så ville jeg “rage rundt i mørke”, og gentage de samme fejltagelser igen og igen, ligesom store dele af menneskeheden har gjort det i årtusinder i alle mulige former og varianter, netop fordi vi ikke vil erkende og forstå vores fortid – og derfor ikke kan forstå os selv og vores nutid.
I øvrigt er eksistensen af fænomenet reinkarnation praktisk talt blevet videnskabeligt bevist af den fornyligt afdøde professor Ian Stevenson. Se f.eks. Nyt Aspekt (januar 2001) “Reinkarnation bevist” eller søg på Internettet. Han har samlet over 3000 eksempler på små børn, som lige så snart de har lært at tale begynder at fortælle om deres forrige inkarnation. 255 af dem har han undersøgt nærmere og udgivet resultaterne i en videnskabelig afhandling. I disse sager har det vist sig at den person barnet beskriver har eksisteret, og barnet vidste ting om den afdøde, som det umuligt har kunnet vide på anden måde.
Så at afvise reinkarnation er ikke blot uklogt, fordi man kan forhindre sig selv i at forstå sig selv og ens nuværende liv, det er også en fornægtelse af moderne videnskab.
Med hensyn til at lide under egen skyld, som du taler om i din blog, så forbliver man kun “skyldig” og lidende så længe man holder fast i sine (ubevidste) dømmende og fastlåsende misforståelser. F.eks. de misforståelser der afviser at vi har levet før.
At vi længes efter “et engleligt liv, et liv i Guds kærligheds varme,” det kan jeg selvfølgelig kun give dig ret i. Jeg ville selvfølgelig sige et liv i Gud Faderens og Gud Moderens kærlighed. Det er også klart at vores sjæls, vores bevidstheds og vores følelsers og livskræfters fragmentering – det som vi i en bred betydning af ordet kunne kalde syndefaldet – har givet os “en oplevelse af tab og uforløsthed ved at leve uden for sit livs bestemmelse”, som du så smukt formulerer det. Og det er klart at vi må slippe vores dømmende og fastlåsende misforståelser og den dertilhørende skyldfølelse mv., for at kunne genvinde vores selvværd.
Kærlig hilsen
Henrik Rosenø
This post is available in:
Dansk
