This post is available in:
Dansk
Den 28.12.2022 var jeg til et arrangement med en af Danmarks førende forskere i psykedeliske stoffer, David Erritzøe, som leder et stort hold forskere på Imperial College i London. Mødet var arrangeret i et samarbejde mellem Psykedelisk Samfund og Center for Psykedelisk Dannelse. Det var selvfølgelig ekstremt interessant!
Den største overordnede pointe var nok hans vurdering af den overordnede forskel på den måde hans forskning og MAPS (Multidisciplinary Association for Psychedelic Studies) forskning vægter betydningen af selve det psykedeliske stof i forhold til den måde det bruges. Selvom han udmærket godt ved at det er helt afgørende HVORDAN man bruger stoffet, altså under hvilke forhold/omstændigheder/betingelser/rammer det indtages, så nedtoner hans forskergruppe det aspekt i den måde de præsenterer deres forskningsresultater, sådan at de overfor de myndigheder, som i disse år skal godkende at stofferne bruges i det offentlige sundhedssystem til behandling af diverse psykiske lidelser, kan fremlægge det på den måde at indtagelse af stof X, f.eks. psilocybin, under de og de omstændigheder har de og de positive effekter på en given psykisk lidelse el.lign. Det kaldes så psilocybin-terapi. Hvorimod MAPS insisterer på at de udøver MDMA-assisteret psykoterapi, altså hvor det centrale er psykoterapi, og stoffet, f.eks. MDMA, er et hjælpemiddel. Det er jo i og for sig mere ærligt, men det gør det meget sværere for myndighederne, som f.eks. FDA i USA, at forholde sig til det og finde ud af om og hvordan de kan godkende det som en offentlig sundhedsbehandling. Med andre ord: Det er nemmere at få FDA til at godkende “en pille” end psykoterapi… ?
David Erritzøe går så langt som til at sige at MAPS måde at tale om MDMA-assisteret psykoterapi kan besværliggøre godkendelsen af brug af psilocybin-terapi som offentlig sundhedsbehandling.
Flere farmaceutiske virksomheder forsker i at udvikle helt nye molekyler til brug i denne form for psykoterapi/behandling. Det er jo sådan set ret skørt, når vi nu allerede har en lang række effektive stoffer, som har været kendt i årtier, århundreder eller årtusinder! Men netop derfor kan de farmaceutiske virksomheder jo ikke opnå patent på dem… Og den farmaceutiske industri lever ikke af at hjælpe os på den bedste og billigste måde…(!!) De lever af at patentere nye dyre måder at behandle noget, som måske mindst lige så godt kunne behandles med noget velkendt, som enhver virksomhed kan producere billigt… Se blot på hvordan eksisterende effektive midler mod covid-19 blev bekæmpet og ignoreret og bortcensureret til fordel for nye, dyre og ekstremt skadelige, “løsninger”, som Remdesivir og eksperimentel genterapi, kaldet “covid-19 vacciner”…!!
Den farmaceutiske industri arbejder sågar på at udvikle stoffer som ikke gør brugeren ‘skæv’ eller ‘høj’ eller hvad man nu vælger at kalde det, men som så alligevel (på mirakuløs vis) skulle kunne hjælpe brugeren/patienten/klienten med psykiske problemer/lidelser… I mine ører lyder det som et forsøg på at løse problemer uden at blive klogere på sig selv og livet… Fra mit synspunkt er det en absurd og ret destruktiv vildfarelse… Men den passer “som fod i hose” i hele vores samfunds selvdestruktive måde at forholde sig til følelser og problemer og selve livet… Så jeg kan ikke påstå at jeg er overrasket…
KH
Henrik Rosenø
This post is available in:
Dansk
